Interview med Astrid Engberg: Musik behøver ikke en genre
Astrid Engberg er et spirende skud på stammen af danske musikere, som gerne vil væk fra den optagethed af genrer, som hun mener gør sig gældende i Danmark. Mens vi i Danmark er tilbøjelige til at gå meget op i genrer, så er man i eksempelvis Frankrig mindre bange for at lade forskellige lyde og musikalske stilarter flyde sammen.
‘
Fuld fart fremad over stok og sten og genrebetegnelser
Der er fuld fart på kvinden, der bryder med genrer og lader umiddelbart uforenelige musikalske udtryk mødes. Et nyt album er snart på trapperne. Astrid Engberg har i år både spillet på SPOT Festival, Heartland Festival og STRØM. Og så er Astrid Engberg & The Sonic Love Force en del af lineuppet til Danish Music Awards Jazz 2019. Fredag den 25. oktober kan man høre nogle af sangene fra det kommende album på Karens Minde Kulturhus. I den forbindelse vi lavet et interview med Astrid Engberg, som kan læses her på siden.
‘
Hvad har du gang i for tiden?
Lige nu er jeg ved at skrive de sidste blæser-arrangementer og indspille de (forhåbentlig) allersidste ting til min kommende plade. Samtidig arbejder jeg på at få styr på vores live-set. Der er mange nye numre, så det er rigtig spændende. Udover det har jeg nogle dj-tjanser, og så prøver jeg at få styr på en masse løse tråde og den endelige mix- og mastering-proces, som vi tager i Paris inden jul.
Hvordan vil du beskrive din musik for folk, der ikke kender den?
Jazz-beat-groove-new-soul.
Hvad og/eller hvem bliver du inspireret af?
Musikalsk bliver jeg inspireret af alt muligt. Fra Stravinsky til Solange. Midori Takada, Moon Dog, Placebo, Sun Ra, Billie Holiday, Lauryn Hill. Ting der er lidt skæve og får mig til at føle et eller andet. Ellers bliver jeg inspireret af min hverdag, energi og mennesker, jeg møder. Samtaler, stemninger, i eller udenfor mig selv. Følelser, glæde, vrede, sorg, verdens tilstand, byen og ikke mindst naturen.
Hvornår begyndte du at spille musik, og hvad var det, der fik dig til at gå i gang?
Min far syntes, jeg skulle starte til kor, hvor min søster også gik. Jeg havde egentlig ikke lyst men gik til optagelsesprøven og kom ind. Så det var vel sådan lidt under tvang. Jeg var vist 9 år. Så kan jeg huske, at jeg spillede elbas i vores fritidshjemsband, og det var en ret stor oplevelse. Når jeg tænker over det, var vi egentlig et ret vildt band. Det var en dreng, der hed Thomas, der var forsanger, men ellers var vi kun piger i bandet. På hhv. trommer, 2x keys, guitar og bas. Gode tider.
Er der et tema, der går igen i dine sange?
Tidligere tror jeg, at mange af sangene har udfoldet sig omkring en form for søgen. En rastløshed, rodløshed, fornemmelsen af at længes. Efter at føle sig hjemme måske. På min kommende plade er det lidt anderledes. Der synes jeg, der er plads til flere temaer/flere sider af mig selv. Det er rart.
Du har boet i Paris i flere år og har spillet sammen med en masse udenlandske musikere. Hvad er det, der får dig til at søge ud over de danske landegrænser?
Ift. til musikken er en ting jeg rigtig godt kan lide ved fx. den franske musikscene, at genrer ikke betyder helt som meget, som jeg føler, det gør herhjemme. Folk er mere vant til forskellige kulturer og derfor også forskellige lyde, musikalske stilarter osv. Så de bliver ikke så forskrækkede, når tingene smelter sammen og blandes. Generelt synes jeg, det er meget sjovere at åbne op og lade sig inspirere af mange forskellige ting, end at prøve at passe ned i en kasse – eller i det her tilfælde genre. Og det har jeg ofte følt var nemmere i udlandet.
Kan du sige noget om det nye materiale, som du vil præsentere til koncerten på Karens Minde Kulturhus fredag den 25. oktober?
Jeg kan i hvert fald sige, at jeg glæder mig vildt meget til at spille de nye ting i en helt ny konstellation. Udover Anders Bo Eriksen, der er min faste sideman, tager jeg bl.a. en trommeslager med for første gang, hvilket jeg glæder mig helt vildt til. Vi kommer til at spille 100% uudgivet materiale, nemlig numre fra den kommende plade. En plade jeg virkelig glæder mig til at få ud. Den er anderledes end mine tidligere ting, og er resultatet af en masse introverte enspændertimer efterfulgt af en række sjove indspilnings-sessions med fantastiske musikere fra DK, Sverige og Frankrig. Jeg er sådan lidt spartansk megalomanisk (noget som har med storhedsvanvid at gøre, red.) på den måde. Jeg elsker det simple, men også følelsen af at have et helt orkester bag mig. Så jeg har skrevet en del for strygere og blæsere, som vi har indspillet, og jeg så har suget ind i min lille 404 sampler.
Hvad vil du gerne opnå med og/eller for din musik?
Jeg vil gerne have at folk elsker sig selv – og hinanden lidt mere, når de går fra en koncert. Og at vi sammen udfolder et rum, hvor der kan opstå magi, hvis vi er heldige. Udover det, er der en masse steder, jeg gerne vil spille. Jeg glæder mig til forhåbentlig at spille på Roskilde Festival en dag, og så vil gerne mere rundt i Danmark og ud på større scener i verden. Japan og NYC er to steder, jeg gerne vil tilbage og spille.
Læs mere om koncerten på Karens Minde Kulturhus på fredag her, og køb din billet her.